Ajour - 21.11.2007

Information (af Torben Bille):

Danmark med dobbeltbund og humor

TV-2 og Steffen Brandt sender fortsat med uformindsket styrke til indbyggerne i "tvivlernes land".

TV-2 er flyttet fra en anden kanal. I hvert fald i mit lokalområde. Det er vist noget med DR's digitalradio. Dem om det. Popgruppen tv-2 sender heldigvis med uformindsket digital styrke på samme tvetydighedens stereokanal, som de har haft monopol på siden dengang i 80'erne, hvor de sagde nå, nå og ja, ja til et Danmark, de havde og har et drilsk og dobbeltbundet forhold til. De er også indbyggere i det, de kalder "tvivlernes land", danskere med måde - de er med andre ord umådeligt meget danske.

"Kys Bruden" er den århusianske kvartets 11. udgivelse. Og to ting, der lyder som en indbygget konflikt, slår lytteren igen og igen:

• Hvor er de dog en gruppe i ordets egentlige forstand - de utallige utilslørede instrumentale finter til The Beatles kan de tillade sig, fordi de har indgået den samme "en-for-alle alle-for-musikken"-pagt.

• Hvor er Steffen Brandt dog en ener i dansk rock, ja, i dansk kultur; en slags storby-Hausgaard med italienske sko, stramt sort tøj, stressede solbriller, men et hjerte fuld af tid, underfundig følsomhed og huskesedler til Netto - en spændvidde, Brandt håndterer urimeligt afslappet.

På samme måde som han ikke længere er helt så desperat. Han lærer nok aldrig at begribe det satans liv, men han har forlængst grebet det, og nu holder han fast på det, for hvad er der ellers at gøre...

Denne vilje til livet bliver næsten udlagt som en pligt "Sån't Er Livet", en sang, der intelligent og næsten demonstrativt popmoderne parafraserer over Anita Lindbloms 60'er-schlager - hun medvirker selv - en sang, der handler om at skabe sig sin egen tilværelse i stedet for at drømme sig væk.

Drømmene på Internet

Drømme er nemlig ikke hvad de har været - "de kører rundt i kroppen via Internet, enhver idiot kan hente dem ned fra satelit..." Det, det drejer sig om, er at få koblet de løse forbindelser sammen. Her hjælper ingen kære elektriker, kun dig selv, men som Brandt beroligende konstaterer: "Jeg arbejder på sagen, bare rolig, unger sov, her på papiret skal jeg nok få det hele til at ende i fryd og gammen..." Til sidst vil livets kabale altid gå op: "Hvert menneske sit liv sin kamp, sit job" Ikke mere, men sandelig heller ikke mindre.

Det er så moralsk som Brandt bliver, men selv om det er imod hans natur at sige tin gene så fortegnet enkelt, at andre vil forveksle det med meningen med det hele, har han stadig et godt øre til dem, der ikke kan finde vej til den godt maskerede illusion, nogen kalder lykken.

Sidst fik han Shu-bi-dua Danmark til at synge, at det er samfundets skyld så højt at ironien blev upassende tyk for en sangskriver, der som Steffen Brandt ynder underspil og undertoner. Denne gang kaster han de subtile slør og giver os en ny nationalsang i "Kom Lad Os Brokke Os" - gennemplat, smålumre skredrim og en sejle-op-ad-åen anti-melodi, hvem som helst kunne have lavet, sunget af en mand, der engang troede, at kvinden var kommet ned på alle fire for at blive dernede, men hvad sker: Vi taber til Spanien i fodbold: "Og så bliver vi spist af med kønne håndboldepiger/og de gør hvad de kan/men ikke altid som Ulrik siger/Men der er nok at se på både til gården og til gaden/når Rikke Solberg sætter sig på hele sende fladen..." Kvinden bestemmer med andre ord, hvor skabet skal stå. Til gengæld "er det os der bestemmer hvor fjernsynet står/vi har trods alt gjort det godt de sidste tusind år...".

Bladet fra munden

Det hele går ikke til i ironi. På "Respekt", som kunne være instrumenteret af Kliché, tager Brandt (knivs)bladet fra munden og opruller en ungdom, der ikke finder lydhørhed ved at ringe til Tværs på P4: "Og børnene de vokser og forstår ingenting, de checker scenen efter noget, der ligner klar besked, de ruster sig til kamp om de sidste pladser de væbner sig til tænderne med rodløshed, aflevér knivene, siger bedstefar i stolen, aflevér knivene, siger lærerne i skolen, aflevér knivene, kom tilbage i folden, aflevér knivene, her er 100.000 kr., tag så lige og stop volden..."

Som sædvanlig er det svært, ja, omsonst at gå på jagt efter Brandt selv, men han er der. Ikke mindst i de indtagende balladeskitser om "Line Jørgensen, Voldum" og "Morgen I April". Det er sange om savn og drømme om noget andet end det, der er mest af - hverdagen, men det er samtidig i hverdagen tekstforfatteren Steffen Brandt stortrives med et sprog, der hele tiden formulerer det sædvanlige så det bliver usædvanligt. F.eks. i "Den Dag Den Sommer" en anderledes "elsker hun mon mig"-sang:

"Mens du tænker over tingene kan jeg måske i mellemtiden hjælpe dig lidt med svaret. Sæt X i rubrikken til højre under stormende forelskelse og bundløs gæld. De store spørgsmål indtil døden os skiller de er gratis og dem stiller vi selv.."

Brandt er stadig ikke den store melodiker. Men kun LEGO og Kim Larsen kan så meget med så få klodser som tv-2's komponist, som så ydermere i trommeslageren Sven Gaul, bassisten Georg Olesen og guitaristen Hans Erik Lerchenfeld har et hold, der sender på samme frekvens. De har humor, tæft for de diskrete, men afgørende detaljer - nærlyt sange som titelnummeret og "Kom Lad Os Brokke Os" (basgangen!) - og så evner de det sjældne og sjældent påskønnede ikke at stå i vejen for sangen.

Nogen vil sikkert - igen - indvende, at Steffen Brandt og tv-2 kun leverer stikord og spørgsmål til tidens kvide og hva' så hva' så så... Uden dem finder ingen svarene. Eller som Brandt udtaler i det seneste nummer af Euroman: "Jeg har en meget stor interesse i at sætte nogle ting til debat, fordi jeg bruger min sangskrivning til at orientere mig i verden. Jeg lader en masse ting sive igennem mig og komme ud som en sang. Længere er den ikke."

At dømme efter "Kys Bruden" er den også længere end de flestes, og så tilmed i popsinglens kortform. Det er dialektik, der dur. Også kan man ikke lade være at danse til.

1991

Slaraffenland

Aktuelt (af Kim Skotte):

Steffen Brandt er tilbage som effektiv sloganmager, men nu er det med en ballast af bister misantropi, som smager umiskendeligt af den personlige erfarings bitre urt.

Veloplagt desperation. Hylende sjov tristesse. Stor latter runger i livets tomme rum, og på en plade, der musikalsk er mere munter spraglet end egentlig helstøbt, følger man glad og noget foruroliget Steffen Brandt og svende ud på deres modsætningsfyldte eventyr. I stedet for at være pladen, der begraver TV-2 i afdelingen for rock-arkæologi, er "Slaraffenland" et frisk pust fra en rygende revolver.

En vel overstået omgang århusiansk roulette. Selv en legetøjsrevolver i hånden på Steffen Brandt skyder nemlig med skarpt.

1990

Vi bliver alligevel aldrig voksne

Politiken (af Anders Rou Jensen):

Naturligvis er der en dobbeltbetydning i titlen på TV-2's nye cd. Første gang er det sagt med et løssluppent skuldertræk, der signalerer lyst til de evige drengestreger. Anden gang kommer det med et bittert drag om munden, der gemmer på smerten over alt det, vi dog kan finde på at udsætte denne planet for.

Denne dobbelthed udvider sig i sangene på cd'en til at belyse forholdet mellem begreber som frihed og fred, konflikt og ansvar i en bred og suveræn panorering fra det private til det globale. Og allerede hermed er det antydet, at TV-2 med denne cd har lavet årtiets første afgørende danskrock-udspil.

1987

En dejlig torsdag

Politiken (af Torben Bille):

Flot og funktionel. TV-2 fortsætter hvor de slap på Rigtige Mænd. hele svineriet er sat i system. Budgettet kender intet loft. Og det swinger! Trompeterne smælder selvbevidst op og ned ad Penny Lane, trommerne er af og til noget så luksuøst som rigtige mennesketrommer, guitarerne får lov at komme til orde som andet end abrupte udbrud, og Steffen Brandt synger. En gang til: Steffen Brandt synger! Sådan rigtigt med dynamiske løft og dyk, fraseringer og det hele. Det swinger også.

Fri som fulglen - live 87

Århus Stiftstidende (af Henrik Friis):

Det her er TV-2 for fuld damp og -sagt med en af Steffen Brandts yndlingsgloser- "hele svineriet". Her defineret som humor, rock, melodiøsitet, pop, spilleglæde, tyngde, "gang i den" - og en kontrol og koncentration, der bærer pladen hjem i flot samspil. Både mellem musikerne indbyrdes og med publikum. Eller kortere sagt - en af de bedste live-plader lavet herhjemme i mands minde (og det er som bekendt længe).

1982

Verden er vidunderlig

Jyllands-Posten:

Hans Erik Lerchenfeld, Sven Gaul, Georg Olesen og Steffen Brandt gør med et slag techno-rocken relevant og værd at lægge øre til. Med dybe rødder i Doors-traditionen giver de dygtige århusianere den kolde stenbros rytmer nyt liv, en rodløs generation nyt håb:"Vi lever, vi kan se hinanden. For verden er vidunderlig."

Politiken:

Bandet er blevet langt dygtigere, og der er uden tvivl berigende oplevelser at hente, hvis man mener, at samfundet er så syntetisk, og følelserne så mekaniserede, at nutidens musik for at være relevant nødvendigvis må præges af synthesizers og rytmeboks.

1978

TAURUS / Whatever Happened To The Sixties

Information (af Lasse Ellegaard):

En plade, der er udmærket produceret, glimrende spillet og ind imellem iørefaldende. Men msuikken står ikke helt mål med intentionerne i teksterne, som er nogle af de bedste engelsk-sprogede, jeg har set på dansk så at sige.

Aktuelt:

Taurus virker usædvanligt overbevisende på deres debut-LP. Det er meget gennemarbejdet musik med en fin melodi samt solidt og iderigt instrumenteret. Deres kryptiske og lidt filosofiske betragtninger -påengelsk- om 60'ernes lyksaligheder og 70'ernes åndenød og venden tilbage til alt det, man gik imod før, kan virke lidt pirrelig, men det er en LP, som primært bør ses som en meget homogen og oplagt musik-oplevelse.